Crash

Jeg er blevet et ydmygt menneske. Sådan da.

De, der gør det i strategisk placerede rosakrystaller eller blot har forbindelser til åndelige vejledere vil måske sige, at mine oplevelser i løbet af én eneste dag er et udtryk for kosmisk nemesis. Jeg er langt mere pragmatisk og mener, at det hele er Mads Nørgaards skyld.

Nu skal du høre hvorfor.

Sidste sommer, da jeg endnu var en gift kvinde, lykkedes det min eksmand at bakke bilen op i den eneste lygtepæl på en  tom parkeringsplads i Sverige. Godt vi ikke havde en af de latterlige Baby om bord-klistermærker på bagsmækken, for tænk hvis de sociale myndigheder lavede en kobling mellem kæmpebulen og vores evner til at være gode forældre. 

Endnu værre gik det, da der kom hul i bunden af bilen, så der alt afhængig af årstiden altid stod et par centimeter vand eller is i bunden. ’Fodbadet’ omdøbte min datter øsen, der i løbet af efteråret blev så rustplaget ved hjulene, at den lignede en dårlig manicure.

Min eksmand var temmelig upåvirket af, at bilen undergik denne langsomme kompostering. Jeg troede, at jeg også ville være det – indtil det gik op for mig, at nogen måske kunne få den tanke, at jeg stod bag den kiksede bule og hullet i bunden af bilen.

Ok. Det sidste skal jeg ikke helt kunne frasige mig. Jeg husker i hvert fald nogle temmelig heftige ’nu-leger-vi-at-vi-er-offroad-i-Kenya’-ture fra min eksmands sommerhus i løbet af efteråret. Måske er jeg kommet til at køre over en lidt stor sten.

Kort tid efter jeg var flyttet, begyndte jeg at drømme om at få min egen bil. Fællesbilen var delebil, og den der havde børnene havde ret til at føre den kørende kompostbunke (der efterhånden også lugtede halvmuggent, fordi tæpperne i bunden af bilen gik i opløsning). Min far tog med mig og så på bil, men jeg var for nærig – eller bare for glad for flybilletter – til at købe en spritny af slagsen.

Men da min eksmand ’glemte’ at aflevere delebilen tilbage, tvang det mig til handling.

Enter min bilagent som sendt fra himlen. Han fandt en brugt bil, kiggede den igennem, sørgede for alt det praktiske mht. omregistrering, sommerdæk osv. Jeg skulle bare betale pengene og finde stiletterne frem. Jeg rejste endda til udlandet, og da jeg kom hjem, stod min nye vidunderlige sølvfarvede Polo klar til mig på parkeringspladsen.

Det var kærlighed ved første blik. Lille, smart og uden buler. Ikke fyldt op med motorsave, skruetrækkere, kvitteringer fra tankstationen eller høvlspåner. Kort sagt var den lige klar til at flytte ind i. Hvilket jeg gjorde. Med Krakkort i en dejlig lilla farve. Godt nok var det 2009-versionen, men hvad betød det, når farven var helt perfekt.

I handskerummet lå der håndcreme, smarte solbriller og rosa lipgloss. Musikken var en eklektisk blanding af bossa, jazz og ZZ Tops ’Cool Sunglasses’ – hvor passende til når jeg skulle cruise ned af motorvejene. Alexis, Samantha, Hillary – here I come!

Jeg havde næsten religiøse billeder i hovedet af, hvor skønt det ville blive at fyre nøglerne til fællesbilen tilbage i hovedet på eksmanden. Han kunne beholde sin rustne spand, kunne han. Jeg, derimod, ville stråle som den gennemført coole kvinde jeg var. I ny bil. Uden buler.

Når jeg skriver ovenstående, kan jeg se, at det måtte gå galt. Og det gjorde det i den grad.

Jeg fylder benzin på bilen, sætter mig ind og kører ud til krydset. Hvor jeg til min rædsel opdager, at der er kommet store pletter på min nye Mads Nørgaard-nederdel. Febrilsk prøver jeg at gnubbe dem væk, men pletterne forvandler sig til et skidenbrun masse. Det var lige 800 kroner ud af vinduet, når jeg surt at tænke og kører over for grønt. Og ser en bil komme kørende for fuld skrue i krydset. Lige ind i mig.

Jeg har aldrig været indblandet i trafikulykke før, men det var helt uvirkeligt. Lyden af metal der krøller sammen, al trafikken, der går i stå, folk, der glor og en stemme, der siger, at det nok er en god idé at få bilen ud af Roskildes mest befærdede kryds i en fart. Solen skinnede, hele byen var på vej til Harald Nyborg, og der stod jeg med en smadret bil, der ikke kunne køre. Den anden bil havde ramt mig på højre hjørne og det ene forhjul sad nu helt skævt.

Men ydmygelserne var ikke forbi endnu. For på min 250 m jomfrufærd var jeg selvfølgelig kørt galt lige uden for en autoforhandler. Jeg sværger at jeg er blev mindst 50 cm mindre af ren skam, da to mekanikere kom løbende – og grinende – ud fra værkstedet. Åh, hvor pinligt! Hvis bare jeg havde brækket et eller andet, så jeg i det mindste kunne være blevet reddet af nogle pæne Falckmænd. Nu stod jeg i stedet og var halvvejs til grin. Og min sølvfarvede drøm om frihed kunne stadig ikke køre.

Gør det du er bedst til, opfordrer Danske Bank os til. Hvilket var lige det, jeg gjorde. At græde er min spidskompetence, og jeg begyndte at stortude så voldsomt, at jeg gav baghjul til samtlige grædekoner i verden. Mascaraen væltede ned af kinderne, og mens jeg nu lignede en truet dyreart, ringede jeg til min ven og råbte ned i røret, at han skulle komme NU.

Fem minutter efter kom han, og tyve minutter efter kom min bilagent og hentede bilen. Min ven og jeg satte os på den bænk, hvor alle sutterne holder til. Jeg tudede stadigvæk, men min ven sad og grinede højlydt.

’Sidder du og griner af mig?’, spurgte jeg vredt. Og min ven grinede videre og sagde, at han bare var taknemmelig for, at der ikke var sket mig noget.

Selvfølgelig havde han ret. Men i det øjeblik synes jeg, at livet var ganske uretfærdigt. Min bil var ødelagt (værkstedet er stadig ved at finde ud af, om den er totalskadet), og det var min nederdel også. Jeg derimod, havde ikke fået en skramme. Jeg ved godt, at jeg burde takke de højere magter. At biler kun er døde ting. At nederdele – selv dem fra Mads Nørgaard – kan skiftes ud.

Men det var ikke kun bilen, der gik i stykker den dag. Det var min drøm om at være en uafhængig kvinde, der kunne sætte sig ned i sin egen bil og køre, køre, køre.

Den bil var blevet et billede på mit nye liv. Jeg havde aldrig brugt så mange penge på noget til mig selv før, og det havde været en stor overvindelse for mig at gå i ’Fordi jeg fortjener det’-L’Orealmode. Dertil kom, at jeg følte mig virkelig, virkelig dum.

Jeg tør stadig ikke regne ud, hvor meget det har kostet at køre de 250 meter. Det eneste jeg er glad for er, at at jeg nåede at tegne en kaskoforsikring.

Nu kunne man tro, at jeg havde oplevet nok den dag. Ikke helt, skulle det vise sig. I næste afsnit kan du læse om, hvorfor man ikke skal tale med sin eks lige efter en ulykke.

Glæd dig.

Pral

For nogle uger siden tikkede en mms ind på min mobil. Med kærlig hilsen fra min eksmand. Billedet forestillede mine (rettelse: vores) børn bænket omkring bordet hjemme hos ham sammen med fem andre børn. Med andre ord, så var der gang i min datters spisegruppe. Og der var dækket pænt op, var der, med dejlig hjemmelavet mad og masser af hygge.

En mere zen-agtig kvinde end jeg ville blot have glædet sig over, at ungerne havde det godt hos deres far, men jeg faldt i den anden kategori og blev helt overvældet af et væld af smålige tanker. Ja, undskyld, kære læser. Jeg ville så gerne kunne præsentere mig selv som den nye Signe Wenneberg og bare elske, at min eksmand gør så meget godt, og når først rationaliteten har indfundet sig, så gør jeg det også. Næsten. Sådan da. Måske.

For jeg var jo udmærket godt klar over, at formålet med det billede ikke var at vise, at børnene var så heldige at få mad den dag. Nej, det var at vise, at der var overskud på kontoen til at have syv børn til middag. Og ikke spise dem af med pizza nr. 57 fra grillen.

Min søn sagde til mig for et stykke tid siden, at hvis bare jeg havde været sødere mod far, så var vi ikke blevet skilt. Måske har barnet ret. Jeg havde nu mest lyst til at indprente barnet, at hvis bare far havde interesseret sig lidt mere for madlavningen, ikke altid skulle sove til middag mellem 16 og 18, havde vasket lidt mere tøj, købt lidt mere ind, ja så kunne det da godt være at jeg havde haft lyst til at være meget mere sød mod far.

Hvilket jeg selvfølgelig ikke sagde til det kære barn. Der kom snarere sådan noget i stil med ja, vi skulle have været sødere mod hinanden, det har du helt ret i. Ren skumfidus. Og bagefter slugte jeg endnu en kamel. En af de mange, man er nødt til at fordøje ret hurtigt og i en lind strøm. Hvorfor er der ingen, der fortæller en, at en skilsmisse er lig med at skulle æde ikke blot en elefant, men en hel farm af kameler? Det kunne nok få skilsmisseprocenten til at falde drastisk.

Senere kom der flere overskuds-mms’er: Billeder af min datter, der lavede keramik på fars værksted. Min søn, der diskuterede den ædle skaterkunst med far i København. Fortsæt selv. Hvis man skulle dømme ud fra billederne, skulle jeg blive helt flov over, at jeg ikke var rykket ud af det fælles hjem før – så fantastisk et liv havde den lille familie fået.

Det værste var dog, at jeg fik trang til at gøre det samme. Billeder af min datter, der dimsede med at lave papircollager, billeder fra kunstmuseer i København, hvor ungerne malede billeder, børn der snittede gulerødder og tilmed så glade ud (hvilket man jo ved er løgn) blev sendt af sted til barnefaderen.

Når jeg ser det på skrift, begynder mine tæer at krumme sig sammen til rullepølser i mine høje hæle (ingen flade fornuftige skilsmissesko her, tak). Mine billeder begynder at ligne den fotodokumentation, som alle institutioner er pålagt. Det digitale fotoalbum med ’se hvor gode vi er til at underholde dine børn på en politisk korrekt måde mens du er på arbejde’-billeder, der kører hen over skærmen, når man henter sit afkom i sfo’en. Og som uværgeligt giver en dårlig samvittighed over, at man kun magter at kaste e-numre i hovedet på de små, for at sikre ro på bagsmækken i fem minutter, når man kommer hjem.

Det er så interessant at opdage, hvor stort et behov man har for at vise den anden, at det går så supergodt uden hans eller min tilstedeværelse. Med billeder, der alt efter dagsformen kan tolkes som show off eller omsorg for ens børn. Så måske skal man vurdere sine motiver, næste gang man får lyst til at fyre endnu et overskudsbillede af sted til eks’en.

Til slut må jeg sige, at jeg faktisk af et oprigtigt hjerte er glad for, at min eksmand er begyndt at nyde at stå i køkkenet og lave god mad til ungerne. Det er skønt, at weekendens avislæsning/byggeprojekter/sovning er blevet skiftet ud med aktiviteter med ungerne.

Og jeg er endda glad for, at han har købt sig en Kitchen Aid. Hvis bare han havde valgt en anden farve end den kække æblegrønne.

Lidt misundelig må man vel have lov til at være…

Et halvt stykke med spegepølse, tak

Jeg elsker Alexis fra Dollars. Selv når hun er alene hjemme ser hun fantastisk ud – især når man tager hendes madvaner i betragtning. Hun laver mad på telefonen, men ikke for at bestille en pizza Hawaii nummer 51, men for at beordre et læs isafkølet kaviar bragt op til sin penthouselejlighed. Med egen elevator. Hvis man blive sådan en babe af at indtage sorte fiskeæg og champagne, overvejer jeg seriøst at aflyse mine pensionsindbetalinger og ændre indkøbsvaner til noget mere glamourøst.

I stedet havde jeg i mange år et lidt andet billede af mig selv, som jeg ihærdigt prøvede at leve op til. Nemlig som en madglad moder jord, der elskede at stå ved gryderne og fremtrylle vidunderlige retter til min sultne familie og en endeløs række gæster. Hver eftermiddag og aften brugte jeg timer på at snitte, hakke, stege og brase. Der blev bagt hyggekager og mandel-biscotti til uventede gæster. Der blev kogt fond og lavet osso buco, gjorde der.

Men sådan er det ikke længere. Og nu går jeg til bekendelse.

Hver anden uge får jeg nemlig bizar mad med de mest mærkelige smagskombinationer.

Siden hvornår har det f.eks. været god smag at spise risengrød og skylle det ned med et par isvafler? Kunne jeg mon friste med baked beans med bananer og en halv pakke pistacier til dessert? Men måske synes du at aspargessuppe og syltetøjsmadder frister mere?

Nyt nordisk køkken bliver det aldrig – allerhøjest fusionskøkken. Eller rettere sagt et oprørsk skilsmissekøkken. For hvor har jeg dog hurtigt lært at sætte pris på, at der i de børnefri uger ikke er krav om eftermiddagshappere og aftensmad klokken 18.00.

Heldigvis kan jeg med en vis lettelse sige, at jeg i den uge, hvor jeg har mine børn får nogenlunde lødig kost. Med madplan, vitaminpiller og det hele. Men også her er der sket forandringer. I stedet for at trælle i køkkenet i timevis, vil jeg hellere bruge tid på at hænge ud sammen med ungerne. Maden er blevet mindre ambitiøs – og måske mere hyggelig, når mor ikke først skal opremse alle ingredienser for hele familien, inden der bliver spist.

En af mine venner spurgte mig på et tidspunkt, om ikke alt den madlavning i virkeligheden skyldtes, at så var jeg herligt fri for at hænge ud sammen med min mand. Hvilket jeg på daværende tidspunkt hårdnakket benægtede, men som jeg nu kan se var ganske rigtigt. Min eksmand frygtede køkkenet værre end ti sure ekskoner og holdt sig væk indtil maden var sat på bordet, hvilket desværre var ret tiltalende.

Så moralen må være, at hvis man som Alexis vil holde på sin mand eller gafle en laber en af slagsen som Dex Dexter, så må man ud af køkkenet og i stedet bestille takeaway. Meget nemmere – og betragteligt mere sexet. Eller alternativt overlade tjansen til manden.

I øvrigt er jeg er blevet en nøjsom og taknemmelig gæst at invitere, så server bare et halvt stykke med spegepølse. Bare det ikke er den hysterisk lyserøde tre-stjernede.

Lidt klasse må man vel love at have...

Som bonus får du et link til et klip, hvor Alexis er indlagt. Og selv her opretholder hun sin vante diæt. Enjoy!

http://www.youtube.com/watch?v=y1wVt-ZhBTE&playnext=1&list=PLBF438D8184323D84

Hverdagsglamour!

Jeg tog bilen på arbejde i dag. Efter tre dages cyklen frem og tilbage til arbejde i strid modvind havde jeg ærlig talt betalt aflad nok for samtlige 400 gram Peter Beier-chokolade, som jeg havde nedsvælget siden Valentines dag.

Jeg elsker nemlig at køre bil. Det er herligt politisk ukorrekt, når man som jeg bor under to kilometer fra arbejdspladsen. Der er ikke engang nogen tidsbesparelse. Og ungerne synes det grænser til det latterlige, at jeg kører dem 75 meter til skole og sætter dem af.

Men der er særligt én ting, der er helt vidunderligt ved at køre bil: At skråle med på musikken.

Højt, falskt og tåkrummende dårligt er den stil jeg dyrker. Men eftersom jeg hverken har Blachman eller Pernille med Pandehåret siddende ved siden af mig, kan det være ligegyldigt.  

Desværre havde jeg lavet en feng shui på cd-samlingen i bilen, så jeg var henvist til at høre radio. Og midt i eftermiddagstrafikken drønede Alicia Bridges I love the Nightlife ud i bilen. Guddommelig discomusik!

Pludselig sad jeg ikke i 40-års frakken (som alle fornuftige dynefrakker vist bliver kaldt) og min nydelige sorte kjole. Vejret var ikke gråt, jeg var ikke på vej ud af Nettos parkeringsplads for at hente ungerne.

Nej, jeg var klædt i klædelig guldlamé og fantastiske stilletter, var jeg. Lipglossen glimtede om kap med alt for meget blå øjenskygge, pandehåret var fønet på plads og jeg havde lige bestilt en cosmopolitan i baren. Som jeg ikke havde tid til at drikke, fordi jeg fyrede den max af på dansegulvet – Travolta style. Og mændene? De havde travlt med at vise både selvangivelse og sixpack’en frem. Suk.

Henne ved ungernes sfo blev jeg ramt af hverdagen igen. Æblebåde og rugbrødsmadder blev delt ud til de sultne horder. Ærlig talt ikke særlig glamourøst, så jeg pakkede skoletasker, madkasser og børn sammen og besluttede mig for, at der i dag måtte ske noget andet.

Popcorn, ’drinks’ med sugerør og citronskiver på kanten var baren. Der blev fyret op for 70’er disco på Youtube, og der blev danset igennem med ungerne. Det tog fire gange så lang tid at lave mad, for vi skulle høre de samme sange igen og igen og danse til dem.

Det var skønt, det var sjovt, og mine børn troede jeg var blevet lettere vanvittig. Der var ingen ubehagelige krav om sund mad efter skoletid, ingen oprydning elle lektielæsning. Der var kun opfordringer til at give los på ’dansegulvet’.

Og det bedste? Der var ingen diskussioner med de små om sengetider eller at der skulle vaskes op.

Discomusik kan redde verden. Eller i hvert fald min hverdag.

Du får linket til videoen med Alicia Bridges. Nyd den. Også teksten.

http://www.youtube.com/watch?v=QkjzV4oCkkg

Har jeg fået pest? Er jeg blevet spedalsk? Nå, nej – jeg er bare ved at blive skilt!

Du har sikkert hørt fra folk, der har været alvorligt syge, hvordan de oplever, at andre ikke tør nærme sig dem. At der kun bliver spurgt til de allermest banale ting alt imens det store Sygdoms-ord behændigt bliver undgået. Og du har sikkert også tænkt, at hvis du nogensinde skulle møde en, der er så uheldig at blive ramt af cancer, Parkinsons, blodpropper, whatever, så ville du ikke være en af dem, der ikke turde spørge ind til det. Du ville være nærværende, ville du. Omsorgsfuld og nysgerrig. Men strækker din omsorg sig også til en skilsmisseramt mor? Læs videre og tænk over det.

Nu er jeg heldigvis ikke syg. Jeg er bare ved at blive skilt. Men det jeg oplever på den sociale scene, får mig til at mistænke mig selv for at være inficeret med noget smitsomt. Det betyder også, at det at hente børnene i sfo’en nogle gange bliver en helt religiøs oplevelse. På et tidspunkt, troede jeg, at jeg uforvarende havde skiftet navn til Moses samtidig med, at jeg skiftede adresse, sådan delte (forældre)vandene sig, når jeg kom ind i sfo’en. Fædre nikkede høfligt og kiggede væk, mødre fik travlt med at tale med pædagogerne, og der blev langt imellem harmløs chit chat med de gifte forældre. Der er ikke længere nogen der spørger ’skal vi ikke snart drikke en kop kaffe’, ingen ’kommer I ikke over og spiser’. Jeg føler mig i skolesammenhæng som en outcast. I hvert fald, hvis jeg stiller mig hen i den gruppe, hvor jeg hidtil har følt mig hjemme – hos de lykkeligt gifte.

Kort sagt, så oplever jeg alt det, som man med jævne mellemrum kan læse om i damebladene, når de kører et skilsmissetema, nemlig at man som single mom langsomt, men sikkert ændrer social status i en gruppe. Det er trygt når man er gift – i hvert fald for alle andre. Man har sin plads som XX’s kone, der bor på XX-vej og laver XX. Men nu, hvor jeg ikke længere kan placeres i dette hierarki, så kan jeg mærke, at jeg bliver vurderet på en helt anden måde.

Jeg kunne i lang tid ikke forstå, hvorfor de få enlige kvinder der er i børnenes klasser altid er så smarte. Nu står jeg selv og tjekker mig i spejlet, inden poderne bliver hentet. Slut er de dage, hvor jeg afleverede børn uden makeup og i halvgrimt tøj. For man bliver set an, gør man. Ser jeg for afslappet og ikke makeup’et ud, ser det ud som om jeg har givet op og er dybt deprimeret. Hvis min læbestift derimod er for rød, ser det ud som om, jeg er på jagt mellem fædrene. Med andre ord er det svært at vinde dette game.

Jeg overvejer seriøst at få lavet et par badges, hvorpå der står ”NEJ, jeg er ikke ude på at score din mand” – eller ”NEJ, jeg bryder ikke sammen i krampegråd, hvis du spørger, hvordan jeg har det”.

For jeg nægter at ligne en undskyldning for mig selv, når jeg tropper op i skolesammenhæng. Jeg er ikke stakkels. Jeg får en hverdag med to børn til at hænge rigtig fint sammen. Jeg har overskud til at lægge øre til andres beklagelser over livet. Jeg tager gerne ud og hjælper mine singleveninder (en voksende gruppe, i øvrigt) med små praktiske jobs i hjemmet, der hidtil har krævet en mand. Mit hjem er både hyggeligt og rart at være i. 

Og jeg lover, kære gifte kvinder, at jeg ikke sender lange blikke efter jeres mænd. Til gengæld må I gerne spørge mig oprigtigt, hvordan det går med mig.

Måske skulle jeg lægge det ud på Forældreintra. 

Farvel Ajax, goddag værktøjskasse

Under en skilsmisse er der nogle gyldne øjeblikke, som man kan vende tilbage til og glæde sig over igen og igen.

Som nu da min eksmand skulle hjælpe mig med at sætte en stor reol op i min stue, hvilket jeg selvfølgelig var glad for at han gjorde for mig. På gulvet lå der en lille skruemaskine og flød, og min mand skulle bore nogle huller i væggen for at fastgøre reolen i væggen.

”Har du en boremaskine”, spurgte han.

”Ja, selvfølgelig” var mit svar.

”Jeg mener ikke den der” sagde han og pegede hånligt på min skruemaskine. Grøn Bosch – hobbyværktøj. ”Den kan altså ikke bruges til at bore huller med, det ved du vel, eller???”.

”Nej, jeg er helt klar over at du efterspørger en boremaskine. Et øjeblik, så skal jeg hente den”.

Hvorefter jeg trak mit nye bedste legetøj ud af skabet. Borehammer. Mærke: Blå Bosch – den professionelle linie. Med et passende udvalg af bor i forskellige størrelser og alt sammen pakket i en smart kuffert. Lånegave fra en ven (en mand), der nok forstod at en borehammer ville være den perfekte værtindegave.

Min eksmand sagde ingenting, men hans overraskede mine sagde alt. ”Hvornår f.. er hun begyndt at få et forhold til værktøj” syntes at lyse ud af ham.

Det er det bedste ved at blive tvunget ud af sin comfort zone: For med mindre man fremover vil være afhængig af far, eksmand eller andre mænd i sin omgangskreds, så er det en betydelig lettelse i hverdagen selv at kunne betjene et stykke værktøj.

Så nu sætter jeg lamper op, laver strøm, renser afløb (ugh), borer huller, så mine naboer må være på nervesammenbruddets rand – og tilbyder min hjælp til trængende kvinder, der har brug for en handykvinde med eget værktøj og pæne hvide rawlplugs. Det sidste er Ikeas opfindelse. Hvide rawlplugs i stedet for grå. Hvid er bare så meget mere feminint og er en farve med langt mere kvindetække end den kedelige, maskuline grå. Tak Ikea.

Det bedste er dog, at det er sjovt! Jeg forstår sandelig godt, at mange mænd gerne vil holde handymand-opgaverne for sig selv, for det giver en tilfredsstillelse at se sine billeder hænge pænt, lamperne lyse og kommoden samlet – og vide at man selv har gjort det hele. Glade kvinder i rengøringsreklamer – tag jer sammen og grib en skruemaskine i stedet for.

Bosch har for nylig lanceret en særlig tøset udgave af deres IXO-skruemaskine. Nu fås den i en skøn bling-bling udgave med Swarovsky-krystaller. Så smuk, at man bliver nødt til at have den med i håndtasken altid. Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for at skrue noget sammen…

Hjælp fra oven - eller fra en ven

Noget af det interessante at blive konfronteret med som single mom er ens gifte veninders reaktion. Ikke på selve skilsmissen og hele den følelsesmæssige rutsjebane man befinder sig på, men på, hvordan det må være at dele børnene med en eksmand. Eller især det at have dage uden sine børn.

På et tidspunkt under et kaffeslabberas kommer spørgsmålet uværgeligt: ”… nu ved jeg godt, at du sikkert savner dine børn, når de er hos deres far – men er det ikke SKØNT at have lidt tid til sig selv?”. Jeg tror de forestiller sig, at jeg på mine fridage lever i et champagnebrusende univers omgivet af palmebladsviftende ungersvende med olieindsmurte overkroppe. Mindst.

Mit svar til dem (veninderne, altså – ikke ungersvendene) er ja, det er dejligt at have lidt tid alene. Meget skønt endda. Jeg nyder at smide mig på sofaen og spise havregryn til aftensmad. Ikke at blive afbrudt af børn, hvis maver først begynder at skrige på mad netop i det øjeblik min telefon ringer. Ikke at falde over Sylvanian Families og ZhuZhu Pets på badeværelset. Ikke at komme til at støvsuge hamsteren op i et mislykket forsøg på multitasking (jo, det er desværre sket IRL).

Men som enhver, der har prøvet at være alene med sine børn ved, så er det hårdt tiltrængt og absolut velfortjent efter at have været på i en hel uge. Nu er mine børn halvstore og til dels selvhjulpne, men der er stadig så mange ting, som de skal have hjælp til og som skal gøres. Og lige meget hvor stort og godt ens netværk er, så kommer der bare tidspunkter, hvor det går op for en, at man er helt alene om ansvaret og feberredningerne.

Som nu i morges, hvor jeg vågnede op til snestorm og en kvart-sløj datter. Netop i dag var det ikke en option at blive hjemme fra arbejde, og min datter er ikke helt stor nok til at være alene hjemme. Ergo måtte hun med. Men hvordan? Bilen, som deler jeg med min eksmand,  kører ikke i øjeblikket, da den står underdrejet i permafrosten med et fladt batteri (der igen hører sammen med føromtalte spektulære måde at ødelægge biler på) Busserne kørte ikke, børnenes cykler stod hos deres far.

What to do?

Her er det, at hjælpen har det med at indfinde sig på magisk vis, når man er enlig mor. Det er som om, at universet belønner en med uforudset hjælp som kompensation for, at der ikke er en (ægte)mand at trække på.

For anden dag i træk sms’ede jeg min kollega om jeg mon kunne få et lift. For anden dag i træk var der limousineservice i en opvarmet bil og hæderlig musik på anlægget. Og som om det ikke var nok, blev vi oven i købet fragtet hjem igen – med et tilbud om kørsel igen i morgen.

Random act of kindness, måske, men det fik hele min dag til at hænge sammen. Taknemmelighed er ikke for stort et ord til at beskrive, hvordan jeg har det.

Jeg tror søreme, at jeg finder mine fluffy mules og et glas vin frem i aften og sender en tak ud i universet fra sofaen.

Hvorfor skal mænd sove så meget?

Jeg er sikkert ikke den første kvinde, der undrer sig over mænds store søvnbehov. Hvordan kan det være, at næsten alle mænd jeg kender på et eller andet tidspunkt har forkyndt deres glæde ved at tage sig en lur, så snart lejligheden byder sig? Ikke en sølle powernap (der kun egner sig for halvspirituelle typer med underlige briller som Christian Stadil), men en ordentlig snorketjans på langs.

Tag et vue over kongeriget Danmark en lørdag eftermiddag, og man ser noget der til forveksling ligner en sløv afrikansk savanne: Mændene ligger slumrende på sofaen, i hængekøjen eller i sengen som en flok velvoksne hanløver og fordøjer de få timer af dagen, der er gået. Kvinderne derimod – ja, jeg behøver vist ikke sige, hvad de får tiden til at gå med. Flokken skal passes, og kvinder er bare meget dårligere til at overhøre podernes krav om mad og underholdning. 

Nu er der måske en mandlig læser eller to, der muligvis kunne få den tanke, at jeg blot er en halvsur, halvtrist madamme, der prøver at ramme mændene hvor de er svagest, nemlig på biologien: Kan de måske gøre for, at de hverken kan multitaske eller at de fik sovesyge samtidig med stemmeret, da de fyldte atten?

Eller mændene ville indvende, at det er sundt for kroppen at sove – tænk bare på vore sydlige naboer, der holder siesta.

Jep. Siesta giver god mening de steder, hvor der er så varmt, at det er direkte sundhedsskadeligt at lave noget midt på dagen. Eller hvor man kan tage hjem til frokost og få serveret mad (højst sandsynligt af en mor eller en kone, der gør karriere inden for hjemmets fire vægge).

Men drag længere sydpå og se, hvordan det ser ud der. Kvinderne sørger for, at Afrika kører rundt, fordi mændene kun arbejder på deltid. Resten af tiden går med afslapning. I Yemen går landet i stå efter middag, fordi mændene skal samles for at tygge qat. Og ligge ned.

En af mine venner fortalte engang min eksmand, at han tog sig en time på øjet hver dag, når han kom hjem. Så var han frisk om aftenen og havde overskud til at lave en masse. Min eksmand adopterede straks ideen og gjorde det samme. Hvilket sådan set ikke ville være et problem, hvis han kom hjem fra arbejde klokken to som vennen gjorde. Men når man ynder at sove fra klokken halv fem indtil maden står på bordet, så er der lagt op til logistiske problemer i en familie med to børn.

Resultat blev forudsigeligt nok, at jeg var den sure kone, der krævede deltagelse på hjemmefronten for at afværge ulvetimen. Og som tak fik jeg en mand, der faldt i søvn henover pastaen.

Så hvad kunne løsningen være? Den kom til mig på vej hjem fra juleferie. I flyet læste jeg Berlingske Tidendes tema om, hvordan vi kan bevare velfærdssamfundet. De havde interviewet forskellige eksperter, der kom med forslag til, hvordan vi kan løse problemet med et ønske om at bevare velfærden, når arbejdsstyrken bliver mindre. En af løsningerne er – som vi har hørt før – at arbejde mere.

Hvem husker ikke Helle og Villys kampagne sidste år? Arbejd 12 minutter mere om dagen – eller en time mere om ugen. Mere skulle der ikke til for at afværge besparelser på velfærden.

Tænk, hvis man overførte 12 minutter om dagen-ideen til hjemmet. Tænk hvis man(d) sov 12 minutter mindre, og fik lidt fra hånden i den tid. Smurte en madpakke, fyldte en vaskemaskine. Strøg sin partners kjole, eller gav hende lidt fodmassage. Som forfatteren Kathy Lette siger, så er der endnu ingen mand, der er blevet slået ihjel af sin kone, mens han var i færd med at støvsuge.

Det kan godt være, at Interflora har patent på udtrykket ”Husk, hvad blomster kan gøre” – men det ville være så nemt at lade sig inspirere af sloganet.

Og hvis de 12 minutters arbejde er for meget at forlange kan man(d) også bare gøre noget andet: Overlade middagsluren til hende.