Mig, Nespresso og George Clooney

Jeg er i stadig i Schweiz, et land der har et fornuftigt forhold til mættet fedt i alle afskygninger. Med andre ord spiser jeg ost, smør og chokolade som var det ved at gå af mode. Kaffen er med piskefløde,  og man drikker sødmælk til morgenmad. Man skulle nødig blive for smal om bagen efter julen.

Ud over høje fedtprocenter har schweizerne fået en ny fælles lidenskab, der forener dem på tværs af kantoner og alle fire talte sprog. Navnet er Nespresso. Du kender sikkert allerede navnet fra reklamerne med den ganske nydelige George Clooney, der til stadighed hænger ud i Nespressobutikkerne sammen med endnu mere nydelige unge kvinder i den fødedygtige alder.  

Hjemme i Danmark ser man endnu kun maskinerne stå lettere støvet i et hjørne i Inspiration eller – gys – som et særtilbud i Føtex, men i Schweiz er der en helt kult omkring denne mærkelige opfindelse.

Nespresso er kort fortalt udtryk for den ultimative individualisering. Gevalia får baghjul, og det er slut med kun at servere én slags kaffe for uventede gæster. Hos Nespresso er der 14 grand cru-varianter at vælge imellem, der alle er delikat indpakket i farvede aluminiumskapsler, der ligner noget fra et parfumeri.

Som ordentlig vært har man ikke kun sin egen favorit stående – nej, man sørger for at købe forskellige varianter – eller endnu bedre: Man kender sine gæsters foretrukne kaffesmag.

Jeg bliver introduceret til Nespressoverden i Bern, hvor der er en stor flagship-store.

Indenfor spejder jeg hurtigt efter George – det kunne jo være, at han var løbet tør for Rosabaya-varianten i sit hus ved Comosøen. Eller trængte til at komme lidt væk fra Elisabetta. Men nej, ingen George, som jeg kunne komme til at stjæle den sidste kaffekapsel fra.

I stedet bliver jeg mødt af et mokkafarvet interiør og en forførende duft af kaffe. Der er fyldt. Helt fyldt.

Personalet er klædt i diskrete espressofarvede uniformer, og jeg passerer forbi store vægge, hvor den eneste udsmykning er de juvelfarvede kapsler, der står på rad og række. Det er vidunderligt. Det er smukt. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at der bare må stå en maskine i mit køkken. Gerne installeret af George. Eller Dex Dexter (selv om jeg tvivler på, at han drikker andet end champagne eller scotch)

Til sidst når jeg frem til barristaen. En kvinde står ved Nespressobaren og tilbyder gratis smagsprøver. Jeg bliver nøje udspurgt om mine kaffepræferencer, om den skal være stærk (ja tak), mørk eller lys (åh, helst mørk – og lettere eksotisk, tak) om den skal være koffeinfri (gud fri mig vel – dobbelshot kaffein, tak – hvorfor skulle man ellers drikke stadset). Hun kigger de 14 grand cru-kaffer igennem, og vælger en til mig og en af chokoladerne der er beregnet til at matche netop den kaffes subtile smag.

Jeg føler mig speciel. Udvalgt. Set. Customized kaffe, det er jo lige mig!

Min veninde forklarer mig, at folk er begyndt at slæbe deres nespressomaskiner med rundt. På arbejde, til venner, i sommerhuset. Pludselig er det ikke længere nok at lave en kande helt almindelig stempelkaffe eller drypkaffe, for alle skal have netop deres individuelle smag tilgodeset. 

Jeg bliver lidt trist og trods alle butikkens forsøg på at give mig den ultimative oplevelse, føler jeg pludselig trang til at købe et glas pulverkaffe, en dypkoger og en stang plastikkrus – og ringe rundt og invitere venner på halvdårlig kaffe og prinsesseroulade. Der må snart komme en modreaktion til denne favorisering af individet. Så hvis du får en opringning fra mig snart, så ved du, at du ikke skal regne med at se hverken George eller farvede små kaffekapsler i mit køkken.

Til gengæld skal det nok blive hyggeligt.

Jeg vedhæfter et lille link, hvis du skulle trænge til at få et George-fix under påskud af at undersøge Nespresso nærmere.  

http://www.youtube.com/watch?v=DfyeXrdZZ1o