Hverdagsglamour!

Jeg tog bilen på arbejde i dag. Efter tre dages cyklen frem og tilbage til arbejde i strid modvind havde jeg ærlig talt betalt aflad nok for samtlige 400 gram Peter Beier-chokolade, som jeg havde nedsvælget siden Valentines dag.

Jeg elsker nemlig at køre bil. Det er herligt politisk ukorrekt, når man som jeg bor under to kilometer fra arbejdspladsen. Der er ikke engang nogen tidsbesparelse. Og ungerne synes det grænser til det latterlige, at jeg kører dem 75 meter til skole og sætter dem af.

Men der er særligt én ting, der er helt vidunderligt ved at køre bil: At skråle med på musikken.

Højt, falskt og tåkrummende dårligt er den stil jeg dyrker. Men eftersom jeg hverken har Blachman eller Pernille med Pandehåret siddende ved siden af mig, kan det være ligegyldigt.  

Desværre havde jeg lavet en feng shui på cd-samlingen i bilen, så jeg var henvist til at høre radio. Og midt i eftermiddagstrafikken drønede Alicia Bridges I love the Nightlife ud i bilen. Guddommelig discomusik!

Pludselig sad jeg ikke i 40-års frakken (som alle fornuftige dynefrakker vist bliver kaldt) og min nydelige sorte kjole. Vejret var ikke gråt, jeg var ikke på vej ud af Nettos parkeringsplads for at hente ungerne.

Nej, jeg var klædt i klædelig guldlamé og fantastiske stilletter, var jeg. Lipglossen glimtede om kap med alt for meget blå øjenskygge, pandehåret var fønet på plads og jeg havde lige bestilt en cosmopolitan i baren. Som jeg ikke havde tid til at drikke, fordi jeg fyrede den max af på dansegulvet – Travolta style. Og mændene? De havde travlt med at vise både selvangivelse og sixpack’en frem. Suk.

Henne ved ungernes sfo blev jeg ramt af hverdagen igen. Æblebåde og rugbrødsmadder blev delt ud til de sultne horder. Ærlig talt ikke særlig glamourøst, så jeg pakkede skoletasker, madkasser og børn sammen og besluttede mig for, at der i dag måtte ske noget andet.

Popcorn, ’drinks’ med sugerør og citronskiver på kanten var baren. Der blev fyret op for 70’er disco på Youtube, og der blev danset igennem med ungerne. Det tog fire gange så lang tid at lave mad, for vi skulle høre de samme sange igen og igen og danse til dem.

Det var skønt, det var sjovt, og mine børn troede jeg var blevet lettere vanvittig. Der var ingen ubehagelige krav om sund mad efter skoletid, ingen oprydning elle lektielæsning. Der var kun opfordringer til at give los på ’dansegulvet’.

Og det bedste? Der var ingen diskussioner med de små om sengetider eller at der skulle vaskes op.

Discomusik kan redde verden. Eller i hvert fald min hverdag.

Du får linket til videoen med Alicia Bridges. Nyd den. Også teksten.

http://www.youtube.com/watch?v=QkjzV4oCkkg