For nogle uger siden tikkede en mms ind på min mobil. Med kærlig hilsen fra min eksmand. Billedet forestillede mine (rettelse: vores) børn bænket omkring bordet hjemme hos ham sammen med fem andre børn. Med andre ord, så var der gang i min datters spisegruppe. Og der var dækket pænt op, var der, med dejlig hjemmelavet mad og masser af hygge.
En mere zen-agtig kvinde end jeg ville blot have glædet sig over, at ungerne havde det godt hos deres far, men jeg faldt i den anden kategori og blev helt overvældet af et væld af smålige tanker. Ja, undskyld, kære læser. Jeg ville så gerne kunne præsentere mig selv som den nye Signe Wenneberg og bare elske, at min eksmand gør så meget godt, og når først rationaliteten har indfundet sig, så gør jeg det også. Næsten. Sådan da. Måske.
For jeg var jo udmærket godt klar over, at formålet med det billede ikke var at vise, at børnene var så heldige at få mad den dag. Nej, det var at vise, at der var overskud på kontoen til at have syv børn til middag. Og ikke spise dem af med pizza nr. 57 fra grillen.
Min søn sagde til mig for et stykke tid siden, at hvis bare jeg havde været sødere mod far, så var vi ikke blevet skilt. Måske har barnet ret. Jeg havde nu mest lyst til at indprente barnet, at hvis bare far havde interesseret sig lidt mere for madlavningen, ikke altid skulle sove til middag mellem 16 og 18, havde vasket lidt mere tøj, købt lidt mere ind, ja så kunne det da godt være at jeg havde haft lyst til at være meget mere sød mod far.
Hvilket jeg selvfølgelig ikke sagde til det kære barn. Der kom snarere sådan noget i stil med ja, vi skulle have været sødere mod hinanden, det har du helt ret i. Ren skumfidus. Og bagefter slugte jeg endnu en kamel. En af de mange, man er nødt til at fordøje ret hurtigt og i en lind strøm. Hvorfor er der ingen, der fortæller en, at en skilsmisse er lig med at skulle æde ikke blot en elefant, men en hel farm af kameler? Det kunne nok få skilsmisseprocenten til at falde drastisk.
Senere kom der flere overskuds-mms’er: Billeder af min datter, der lavede keramik på fars værksted. Min søn, der diskuterede den ædle skaterkunst med far i København. Fortsæt selv. Hvis man skulle dømme ud fra billederne, skulle jeg blive helt flov over, at jeg ikke var rykket ud af det fælles hjem før – så fantastisk et liv havde den lille familie fået.
Det værste var dog, at jeg fik trang til at gøre det samme. Billeder af min datter, der dimsede med at lave papircollager, billeder fra kunstmuseer i København, hvor ungerne malede billeder, børn der snittede gulerødder og tilmed så glade ud (hvilket man jo ved er løgn) blev sendt af sted til barnefaderen.
Når jeg ser det på skrift, begynder mine tæer at krumme sig sammen til rullepølser i mine høje hæle (ingen flade fornuftige skilsmissesko her, tak). Mine billeder begynder at ligne den fotodokumentation, som alle institutioner er pålagt. Det digitale fotoalbum med ’se hvor gode vi er til at underholde dine børn på en politisk korrekt måde mens du er på arbejde’-billeder, der kører hen over skærmen, når man henter sit afkom i sfo’en. Og som uværgeligt giver en dårlig samvittighed over, at man kun magter at kaste e-numre i hovedet på de små, for at sikre ro på bagsmækken i fem minutter, når man kommer hjem.
Det er så interessant at opdage, hvor stort et behov man har for at vise den anden, at det går så supergodt uden hans eller min tilstedeværelse. Med billeder, der alt efter dagsformen kan tolkes som show off eller omsorg for ens børn. Så måske skal man vurdere sine motiver, næste gang man får lyst til at fyre endnu et overskudsbillede af sted til eks’en.
Til slut må jeg sige, at jeg faktisk af et oprigtigt hjerte er glad for, at min eksmand er begyndt at nyde at stå i køkkenet og lave god mad til ungerne. Det er skønt, at weekendens avislæsning/byggeprojekter/sovning er blevet skiftet ud med aktiviteter med ungerne.
Og jeg er endda glad for, at han har købt sig en Kitchen Aid. Hvis bare han havde valgt en anden farve end den kække æblegrønne.
Lidt misundelig må man vel have lov til at være…
