Crash

Jeg er blevet et ydmygt menneske. Sådan da.

De, der gør det i strategisk placerede rosakrystaller eller blot har forbindelser til åndelige vejledere vil måske sige, at mine oplevelser i løbet af én eneste dag er et udtryk for kosmisk nemesis. Jeg er langt mere pragmatisk og mener, at det hele er Mads Nørgaards skyld.

Nu skal du høre hvorfor.

Sidste sommer, da jeg endnu var en gift kvinde, lykkedes det min eksmand at bakke bilen op i den eneste lygtepæl på en  tom parkeringsplads i Sverige. Godt vi ikke havde en af de latterlige Baby om bord-klistermærker på bagsmækken, for tænk hvis de sociale myndigheder lavede en kobling mellem kæmpebulen og vores evner til at være gode forældre. 

Endnu værre gik det, da der kom hul i bunden af bilen, så der alt afhængig af årstiden altid stod et par centimeter vand eller is i bunden. ’Fodbadet’ omdøbte min datter øsen, der i løbet af efteråret blev så rustplaget ved hjulene, at den lignede en dårlig manicure.

Min eksmand var temmelig upåvirket af, at bilen undergik denne langsomme kompostering. Jeg troede, at jeg også ville være det – indtil det gik op for mig, at nogen måske kunne få den tanke, at jeg stod bag den kiksede bule og hullet i bunden af bilen.

Ok. Det sidste skal jeg ikke helt kunne frasige mig. Jeg husker i hvert fald nogle temmelig heftige ’nu-leger-vi-at-vi-er-offroad-i-Kenya’-ture fra min eksmands sommerhus i løbet af efteråret. Måske er jeg kommet til at køre over en lidt stor sten.

Kort tid efter jeg var flyttet, begyndte jeg at drømme om at få min egen bil. Fællesbilen var delebil, og den der havde børnene havde ret til at føre den kørende kompostbunke (der efterhånden også lugtede halvmuggent, fordi tæpperne i bunden af bilen gik i opløsning). Min far tog med mig og så på bil, men jeg var for nærig – eller bare for glad for flybilletter – til at købe en spritny af slagsen.

Men da min eksmand ’glemte’ at aflevere delebilen tilbage, tvang det mig til handling.

Enter min bilagent som sendt fra himlen. Han fandt en brugt bil, kiggede den igennem, sørgede for alt det praktiske mht. omregistrering, sommerdæk osv. Jeg skulle bare betale pengene og finde stiletterne frem. Jeg rejste endda til udlandet, og da jeg kom hjem, stod min nye vidunderlige sølvfarvede Polo klar til mig på parkeringspladsen.

Det var kærlighed ved første blik. Lille, smart og uden buler. Ikke fyldt op med motorsave, skruetrækkere, kvitteringer fra tankstationen eller høvlspåner. Kort sagt var den lige klar til at flytte ind i. Hvilket jeg gjorde. Med Krakkort i en dejlig lilla farve. Godt nok var det 2009-versionen, men hvad betød det, når farven var helt perfekt.

I handskerummet lå der håndcreme, smarte solbriller og rosa lipgloss. Musikken var en eklektisk blanding af bossa, jazz og ZZ Tops ’Cool Sunglasses’ – hvor passende til når jeg skulle cruise ned af motorvejene. Alexis, Samantha, Hillary – here I come!

Jeg havde næsten religiøse billeder i hovedet af, hvor skønt det ville blive at fyre nøglerne til fællesbilen tilbage i hovedet på eksmanden. Han kunne beholde sin rustne spand, kunne han. Jeg, derimod, ville stråle som den gennemført coole kvinde jeg var. I ny bil. Uden buler.

Når jeg skriver ovenstående, kan jeg se, at det måtte gå galt. Og det gjorde det i den grad.

Jeg fylder benzin på bilen, sætter mig ind og kører ud til krydset. Hvor jeg til min rædsel opdager, at der er kommet store pletter på min nye Mads Nørgaard-nederdel. Febrilsk prøver jeg at gnubbe dem væk, men pletterne forvandler sig til et skidenbrun masse. Det var lige 800 kroner ud af vinduet, når jeg surt at tænke og kører over for grønt. Og ser en bil komme kørende for fuld skrue i krydset. Lige ind i mig.

Jeg har aldrig været indblandet i trafikulykke før, men det var helt uvirkeligt. Lyden af metal der krøller sammen, al trafikken, der går i stå, folk, der glor og en stemme, der siger, at det nok er en god idé at få bilen ud af Roskildes mest befærdede kryds i en fart. Solen skinnede, hele byen var på vej til Harald Nyborg, og der stod jeg med en smadret bil, der ikke kunne køre. Den anden bil havde ramt mig på højre hjørne og det ene forhjul sad nu helt skævt.

Men ydmygelserne var ikke forbi endnu. For på min 250 m jomfrufærd var jeg selvfølgelig kørt galt lige uden for en autoforhandler. Jeg sværger at jeg er blev mindst 50 cm mindre af ren skam, da to mekanikere kom løbende – og grinende – ud fra værkstedet. Åh, hvor pinligt! Hvis bare jeg havde brækket et eller andet, så jeg i det mindste kunne være blevet reddet af nogle pæne Falckmænd. Nu stod jeg i stedet og var halvvejs til grin. Og min sølvfarvede drøm om frihed kunne stadig ikke køre.

Gør det du er bedst til, opfordrer Danske Bank os til. Hvilket var lige det, jeg gjorde. At græde er min spidskompetence, og jeg begyndte at stortude så voldsomt, at jeg gav baghjul til samtlige grædekoner i verden. Mascaraen væltede ned af kinderne, og mens jeg nu lignede en truet dyreart, ringede jeg til min ven og råbte ned i røret, at han skulle komme NU.

Fem minutter efter kom han, og tyve minutter efter kom min bilagent og hentede bilen. Min ven og jeg satte os på den bænk, hvor alle sutterne holder til. Jeg tudede stadigvæk, men min ven sad og grinede højlydt.

’Sidder du og griner af mig?’, spurgte jeg vredt. Og min ven grinede videre og sagde, at han bare var taknemmelig for, at der ikke var sket mig noget.

Selvfølgelig havde han ret. Men i det øjeblik synes jeg, at livet var ganske uretfærdigt. Min bil var ødelagt (værkstedet er stadig ved at finde ud af, om den er totalskadet), og det var min nederdel også. Jeg derimod, havde ikke fået en skramme. Jeg ved godt, at jeg burde takke de højere magter. At biler kun er døde ting. At nederdele – selv dem fra Mads Nørgaard – kan skiftes ud.

Men det var ikke kun bilen, der gik i stykker den dag. Det var min drøm om at være en uafhængig kvinde, der kunne sætte sig ned i sin egen bil og køre, køre, køre.

Den bil var blevet et billede på mit nye liv. Jeg havde aldrig brugt så mange penge på noget til mig selv før, og det havde været en stor overvindelse for mig at gå i ’Fordi jeg fortjener det’-L’Orealmode. Dertil kom, at jeg følte mig virkelig, virkelig dum.

Jeg tør stadig ikke regne ud, hvor meget det har kostet at køre de 250 meter. Det eneste jeg er glad for er, at at jeg nåede at tegne en kaskoforsikring.

Nu kunne man tro, at jeg havde oplevet nok den dag. Ikke helt, skulle det vise sig. I næste afsnit kan du læse om, hvorfor man ikke skal tale med sin eks lige efter en ulykke.

Glæd dig.