-->

torsdag den 30. december 2010

Mig, Nespresso og George Clooney



Jeg er i stadig i Schweiz, et land der har et fornuftigt forhold til mættet fedt i alle afskygninger. Med andre ord spiser jeg ost, smør og chokolade som var det ved at gå af mode. Kaffen er med piskefløde,  og man drikker sødmælk til morgenmad. Man skulle nødig blive for smal om bagen efter julen.

Ud over høje fedtprocenter har schweizerne fået en ny fælles lidenskab, der forener dem på tværs af kantoner og alle fire talte sprog. Navnet er Nespresso. Du kender sikkert allerede navnet fra reklamerne med den ganske nydelige George Clooney, der til stadighed hænger ud i Nespressobutikkerne sammen med endnu mere nydelige unge kvinder i den fødedygtige alder.  
Hjemme i Danmark ser man endnu kun maskinerne stå lettere støvet i et hjørne i Inspiration eller – gys – som et særtilbud i Føtex, men i Schweiz er der en helt kult omkring denne mærkelige opfindelse.

Nespresso er kort fortalt udtryk for den ultimative individualisering. Gevalia får baghjul, og det er slut med kun at servere én slags kaffe for uventede gæster. Hos Nespresso er der 14 grand cru-varianter at vælge imellem, der alle er delikat indpakket i farvede aluminiumskapsler, der ligner noget fra et parfumeri.
Som ordentlig vært har man ikke kun sin egen favorit stående – nej, man sørger for at købe forskellige varianter – eller endnu bedre: Man kender sine gæsters foretrukne kaffesmag.

Jeg bliver introduceret til Nespressoverden i Bern, hvor der er en stor flagship-store.
Indenfor spejder jeg hurtigt efter George – det kunne jo være, at han var løbet tør for Rosabaya-varianten i sit hus ved Comosøen. Eller trængte til at komme lidt væk fra Elisabetta. Men nej, ingen George, som jeg kunne komme til at stjæle den sidste kaffekapsel fra.

I stedet bliver jeg mødt af et mokkafarvet interiør og en forførende duft af kaffe. Der er fyldt. Helt fyldt.
Personalet er klædt i diskrete espressofarvede uniformer, og jeg passerer forbi store vægge, hvor den eneste udsmykning er de juvelfarvede kapsler, der står på rad og række. Det er vidunderligt. Det er smukt. Jeg bliver mere og mere overbevist om, at der bare må stå en maskine i mit køkken. Gerne installeret af George. Eller Dex Dexter (selv om jeg tvivler på, at han drikker andet end champagne eller scotch)

Til sidst når jeg frem til barristaen. En kvinde står ved Nespressobaren og tilbyder gratis smagsprøver. Jeg bliver nøje udspurgt om mine kaffepræferencer, om den skal være stærk (ja tak), mørk eller lys (åh, helst mørk – og lettere eksotisk, tak) om den skal være koffeinfri (gud fri mig vel – dobbelshot kaffein, tak – hvorfor skulle man ellers drikke stadset). Hun kigger de 14 grand cru-kaffer igennem, og vælger en til mig og en af chokoladerne der er beregnet til at matche netop den kaffes subtile smag.
Jeg føler mig speciel. Udvalgt. Set. Customized kaffe, det er jo lige mig!

Min veninde forklarer mig, at folk er begyndt at slæbe deres nespressomaskiner med rundt. På arbejde, til venner, i sommerhuset. Pludselig er det ikke længere nok at lave en kande helt almindelig stempelkaffe eller drypkaffe, for alle skal have netop deres individuelle smag tilgodeset. 
Jeg bliver lidt trist og trods alle butikkens forsøg på at give mig den ultimative oplevelse, føler jeg pludselig trang til at købe et glas pulverkaffe, en dypkoger og en stang plastikkrus – og ringe rundt og invitere venner på halvdårlig kaffe og prinsesseroulade. Der må snart komme en modreaktion til denne favorisering af individet. Så hvis du får en opringning fra mig snart, så ved du, at du ikke skal regne med at se hverken George eller farvede små kaffekapsler i mit køkken.

Til gengæld skal det nok blive hyggeligt.


Jeg vedhæfter et lille link, hvis du skulle trænge til at få et George-fix under påskud af at undersøge Nespresso nærmere.  

http://www.youtube.com/watch?v=DfyeXrdZZ1o

onsdag den 29. december 2010

Hvad ville Alexis have gjort? Del I


Som single mom er det vigtigt jævnligt at føre en mental huskeliste over de gode ting ved, at ungerne tilbringer tid hos deres far. Som når man skal ud at rejse alene – ja, så skal man ikke have spor dårlig samvittighed. Ikke noget med at bjæffe last-minute-ordre til manden om, at han skal huske, at sengetøjet skal vaskes på 60 grader, at sønnen ikke kan lide agurker på madpakken og at hamstermoderen ville have godt af at blive steriliseret (I øvrigt er ordreudstedelse endnu en af de ting man kunne overveje at droppe at gøre, mens man er gift – så er chancen for at ægteskabet overlever noget større).

Nope, det er bare at pakke tasken, grave passet frem – og så af sted. Sådan da.

Lige nu sidder jeg i Kastrup og venter på mit fly, der – forhåbentlig – skal bringe mig til Schweiz. Og på vej i toget herud, kom jeg til at undre mig over, hvorfor jeg aldrig ser helt så glamourøs ud, når jeg skal ud på vingerne, som jeg kunne tænke mig.

Drømmen starter ellers fint nok. Når veninderne spørger, hvad jeg skal lave til nytår – det er jo trods alt første nytår ES – Efter Skilsmissen, så er det en fryd at henånde ”åh, jeg tager flyet til Schweiz for at holde nytår hos nogle venner”.
Schweiz – det lugter bare af stil, klasse og Wham’s Last Christmas-video, ikke? En opgraderet udgave af budgetrejsen til Østrig.

Men mit rejseantræk  er ikke nær så glamourøst som destinationen kunne antyde.
En ting er, at George Michael og hans afblegede 80’er-manke nok ikke bliver et fast indslag på ferien, men min bagagesituation er så langt fra stilfuld, som man kan forestille sig.

Tro mig, jeg starter altid med at visualisere min ankomst til lufthavnen. Smart kuffert, lakerede negle, læbestift der ikke løber og blankt, glat hår, der siger ’swish-swish’, hver gang jeg drejer hovedet. Kort sagt, så drømmer jeg om at se så overskudsagtig ud, at damen ved skranken automatisk opgraderer mig til første klasse uden at jeg behøver at sige et ord.

Virkeligheden er desværre en anden. Jeg er relativt tjekket, når jeg pakker min kuffert. Laver en liste over, hvordan mit tøj kan koordineres på kryds og tværs, således at jeg ikke har mere tøj med end højst nødvendigt. I minimalismens navn har jeg endda skrottet min elskede beautyboks.

Men herefter slutter alle less-is-more-filosofier. Jeg er bare nødt til at have en bog, vand, dullegrej, computer, tørklæde, pung, og en række andre småting med i håndbagagen. Og det fylder altså rigtig meget. Så meget, at den ikke kan være i min smarte halvstore luksuriøse håndtaske, og jeg må i stedet ty til en mildest talt usexet … rygsæk. I sort, slatten nylon. Not a chance in a million for at blive opgraderet, skulle jeg hilse at sige.
Når jeg rejser med mine børn, kan jeg undskylde mig med, at der jo lige er brug for et sæt skiftetøj til dem, Nintendoer, farveblyanter osv. Men som enlig rejsende er der kun min egen angst for at strande midt i Bayern uden underholdning som forklaring.

Man kan selvfølgelig gøre som en god kollega gjorde for et par år siden. Vi skulle til Berlin på weekend, og min kollega kom anstigende med verdens mindste håndtaske. Intet andet (som Urtekram ville sige). Som du, kære læser, sikkert kan forestille dig, så var situationen en ganske anden for mit vedkommende, og jeg var svag af misundelse over min kollegas evne til at skære alt overflødigt fra.

Da vi skulle igennem sikkerhedstjek i lufthavnen, gik det imidlertid op for mig, hvor hun havde gjort af sin bagage. Hun havde en omfangsrig frakke på med 50 lommer, og heri havde hun pakket nattøj, skiftetøj, spejlrefleks kamera, sko, toiletgrej, læsestof, kasseroller, støvsugere… Selv sikkerhedspersonalet var behørigt imponeret, da hun fyldte tre grå kasser til randen med ’bagage’.
Som hun triumferende sagde, så var hun fri for at tjekke en kuffert ind. Og på vej hjem fik hun oven i købet plads til alt det, hun havde shoppet. Respekt!

Jeg tror nu, at jeg hellere ville gøre som Alexis fra Dollars/Dynasty. 50 kufferter, folk til at bære dem, folk til at pakke dem, endnu flere folk til at pakke dem ud igen – og hele garderoben skal med. Sko, kjoler, tasker, pelse, juveler skulle pakkes ned i Louis Vuitton læderkufferter – I ved, dem, man skal være på venteliste til i 15 år.

For Alexis har forstået rejsens dilemma. At man aldrig har nok med, og det tager lang tid at beslutte sig at pakke det rigtige.
Og bonus for hende er selvfølgelig, at hun har lækre Dex Dexter til at bære håndtasken for sig gennem security…

Kommentarer modtages gerne. J

søndag den 26. december 2010

Hvorfor jeg er misundelig på mænd

Som kvinde er det let at blive misundelig på det modsatte køn. Tag nu deres kikkertsyn, feks. Hvor ville jeg bare ønske, at jeg også var født med evnen til at overse vasketøj, tomme køleskabe og Nettos lukketid.
Eller hvad med den magnet, mænd tilsyneladende får indopereret i ryggen i slutningen af puberteten? Den, der gør, at sofaen trækker i ekstrem grad på stort set alle tidspunkter af dagen? Og som man(d) ikke kan rejse sig fra igen?

Men det, som jeg for alvor misunder mænd er deres manglende hukommelse, når det kommer til bilkørsel. Tag nu min eksmand. Han er notorisk kendt for at ødelægge alt, hvad der på nogen måde kan tændes eller slukkes (og her må jeg lige tilføje, at jeg ikke hænger nogen ud – han siger selv, at han ”kører sit udstyr hårdt”), og som kan prale af at have totalskadet hele tre biler på femten år. Hver gang på spektakulære måder, der skaber respekt blandt andre mænd i omgangskredsen. Da vi skulle afsted til julefesten, satte han sig helt naturligt ind på forsædet. Konfronteret med et ønske fra undertegnede om at køre bilen, udtalte han med vanlig maskulin logik, at det var langt bedre, at han kørte, da han havde mange flere års erfaring i at køre bil end mig. Hvilket teknisk set var rigtigt, men med hans kørselshistorik i mit baghoved som et andet forsikringsselskab, var der grobund for en diskussion. Og hvis vi stadig var gift, var den helt sikkert kørt for fuld skrue.

Men så snart man er flyttet fra hinanden, så må man sluge nogle kameler – og en af dem er retten til at kommentere ekspartnerens kørsel. Måske er det dybest set en regel, man burde skrive under på samtidig med vielsesattesten. Dårlig bil-selvtillid hos kvinder er arvelig – man får den fra sin mand, der uafladeligt tror, at når han er passager, så er der nok et ekstra sæt pedaler i hans side. Det kan være temmelig distraherende, at han ’bremser’ længe inden man selv har fået øje på det røde lys. Eller hvad med udtalelsen ”sådan skat, nu kan du godt skifte gear”.
Vis mig omvendt den kvinde, der ikke holder øje med speedometeret, så snart det første barn ligger spændt fast på bagsædet og manden sidder bag rattet. En af mine venner er den lykkelige ejer af en Yaris, hvor speedometeret er drejet, så det kun er chaufføren, der kan se, hvor hurtigt man kører. Det sparer ham for mange diskussioner og sure udtalelser.

Måske skulle man lave en gruppe på Facebook, hvor man kunne agitere for større bilrespekt til hinanden. Ideen er hermed givet videre.