Farvel Ajax, goddag værktøjskasse

Under en skilsmisse er der nogle gyldne øjeblikke, som man kan vende tilbage til og glæde sig over igen og igen.

Som nu da min eksmand skulle hjælpe mig med at sætte en stor reol op i min stue, hvilket jeg selvfølgelig var glad for at han gjorde for mig. På gulvet lå der en lille skruemaskine og flød, og min mand skulle bore nogle huller i væggen for at fastgøre reolen i væggen.

”Har du en boremaskine”, spurgte han.

”Ja, selvfølgelig” var mit svar.

”Jeg mener ikke den der” sagde han og pegede hånligt på min skruemaskine. Grøn Bosch – hobbyværktøj. ”Den kan altså ikke bruges til at bore huller med, det ved du vel, eller???”.

”Nej, jeg er helt klar over at du efterspørger en boremaskine. Et øjeblik, så skal jeg hente den”.

Hvorefter jeg trak mit nye bedste legetøj ud af skabet. Borehammer. Mærke: Blå Bosch – den professionelle linie. Med et passende udvalg af bor i forskellige størrelser og alt sammen pakket i en smart kuffert. Lånegave fra en ven (en mand), der nok forstod at en borehammer ville være den perfekte værtindegave.

Min eksmand sagde ingenting, men hans overraskede mine sagde alt. ”Hvornår f.. er hun begyndt at få et forhold til værktøj” syntes at lyse ud af ham.

Det er det bedste ved at blive tvunget ud af sin comfort zone: For med mindre man fremover vil være afhængig af far, eksmand eller andre mænd i sin omgangskreds, så er det en betydelig lettelse i hverdagen selv at kunne betjene et stykke værktøj.

Så nu sætter jeg lamper op, laver strøm, renser afløb (ugh), borer huller, så mine naboer må være på nervesammenbruddets rand – og tilbyder min hjælp til trængende kvinder, der har brug for en handykvinde med eget værktøj og pæne hvide rawlplugs. Det sidste er Ikeas opfindelse. Hvide rawlplugs i stedet for grå. Hvid er bare så meget mere feminint og er en farve med langt mere kvindetække end den kedelige, maskuline grå. Tak Ikea.

Det bedste er dog, at det er sjovt! Jeg forstår sandelig godt, at mange mænd gerne vil holde handymand-opgaverne for sig selv, for det giver en tilfredsstillelse at se sine billeder hænge pænt, lamperne lyse og kommoden samlet – og vide at man selv har gjort det hele. Glade kvinder i rengøringsreklamer – tag jer sammen og grib en skruemaskine i stedet for.

Bosch har for nylig lanceret en særlig tøset udgave af deres IXO-skruemaskine. Nu fås den i en skøn bling-bling udgave med Swarovsky-krystaller. Så smuk, at man bliver nødt til at have den med i håndtasken altid. Man ved jo aldrig, hvornår man får brug for at skrue noget sammen…

Hjælp fra oven - eller fra en ven

Noget af det interessante at blive konfronteret med som single mom er ens gifte veninders reaktion. Ikke på selve skilsmissen og hele den følelsesmæssige rutsjebane man befinder sig på, men på, hvordan det må være at dele børnene med en eksmand. Eller især det at have dage uden sine børn.

På et tidspunkt under et kaffeslabberas kommer spørgsmålet uværgeligt: ”… nu ved jeg godt, at du sikkert savner dine børn, når de er hos deres far – men er det ikke SKØNT at have lidt tid til sig selv?”. Jeg tror de forestiller sig, at jeg på mine fridage lever i et champagnebrusende univers omgivet af palmebladsviftende ungersvende med olieindsmurte overkroppe. Mindst.

Mit svar til dem (veninderne, altså – ikke ungersvendene) er ja, det er dejligt at have lidt tid alene. Meget skønt endda. Jeg nyder at smide mig på sofaen og spise havregryn til aftensmad. Ikke at blive afbrudt af børn, hvis maver først begynder at skrige på mad netop i det øjeblik min telefon ringer. Ikke at falde over Sylvanian Families og ZhuZhu Pets på badeværelset. Ikke at komme til at støvsuge hamsteren op i et mislykket forsøg på multitasking (jo, det er desværre sket IRL).

Men som enhver, der har prøvet at være alene med sine børn ved, så er det hårdt tiltrængt og absolut velfortjent efter at have været på i en hel uge. Nu er mine børn halvstore og til dels selvhjulpne, men der er stadig så mange ting, som de skal have hjælp til og som skal gøres. Og lige meget hvor stort og godt ens netværk er, så kommer der bare tidspunkter, hvor det går op for en, at man er helt alene om ansvaret og feberredningerne.

Som nu i morges, hvor jeg vågnede op til snestorm og en kvart-sløj datter. Netop i dag var det ikke en option at blive hjemme fra arbejde, og min datter er ikke helt stor nok til at være alene hjemme. Ergo måtte hun med. Men hvordan? Bilen, som deler jeg med min eksmand,  kører ikke i øjeblikket, da den står underdrejet i permafrosten med et fladt batteri (der igen hører sammen med føromtalte spektulære måde at ødelægge biler på) Busserne kørte ikke, børnenes cykler stod hos deres far.

What to do?

Her er det, at hjælpen har det med at indfinde sig på magisk vis, når man er enlig mor. Det er som om, at universet belønner en med uforudset hjælp som kompensation for, at der ikke er en (ægte)mand at trække på.

For anden dag i træk sms’ede jeg min kollega om jeg mon kunne få et lift. For anden dag i træk var der limousineservice i en opvarmet bil og hæderlig musik på anlægget. Og som om det ikke var nok, blev vi oven i købet fragtet hjem igen – med et tilbud om kørsel igen i morgen.

Random act of kindness, måske, men det fik hele min dag til at hænge sammen. Taknemmelighed er ikke for stort et ord til at beskrive, hvordan jeg har det.

Jeg tror søreme, at jeg finder mine fluffy mules og et glas vin frem i aften og sender en tak ud i universet fra sofaen.

Hvorfor skal mænd sove så meget?

Jeg er sikkert ikke den første kvinde, der undrer sig over mænds store søvnbehov. Hvordan kan det være, at næsten alle mænd jeg kender på et eller andet tidspunkt har forkyndt deres glæde ved at tage sig en lur, så snart lejligheden byder sig? Ikke en sølle powernap (der kun egner sig for halvspirituelle typer med underlige briller som Christian Stadil), men en ordentlig snorketjans på langs.

Tag et vue over kongeriget Danmark en lørdag eftermiddag, og man ser noget der til forveksling ligner en sløv afrikansk savanne: Mændene ligger slumrende på sofaen, i hængekøjen eller i sengen som en flok velvoksne hanløver og fordøjer de få timer af dagen, der er gået. Kvinderne derimod – ja, jeg behøver vist ikke sige, hvad de får tiden til at gå med. Flokken skal passes, og kvinder er bare meget dårligere til at overhøre podernes krav om mad og underholdning. 

Nu er der måske en mandlig læser eller to, der muligvis kunne få den tanke, at jeg blot er en halvsur, halvtrist madamme, der prøver at ramme mændene hvor de er svagest, nemlig på biologien: Kan de måske gøre for, at de hverken kan multitaske eller at de fik sovesyge samtidig med stemmeret, da de fyldte atten?

Eller mændene ville indvende, at det er sundt for kroppen at sove – tænk bare på vore sydlige naboer, der holder siesta.

Jep. Siesta giver god mening de steder, hvor der er så varmt, at det er direkte sundhedsskadeligt at lave noget midt på dagen. Eller hvor man kan tage hjem til frokost og få serveret mad (højst sandsynligt af en mor eller en kone, der gør karriere inden for hjemmets fire vægge).

Men drag længere sydpå og se, hvordan det ser ud der. Kvinderne sørger for, at Afrika kører rundt, fordi mændene kun arbejder på deltid. Resten af tiden går med afslapning. I Yemen går landet i stå efter middag, fordi mændene skal samles for at tygge qat. Og ligge ned.

En af mine venner fortalte engang min eksmand, at han tog sig en time på øjet hver dag, når han kom hjem. Så var han frisk om aftenen og havde overskud til at lave en masse. Min eksmand adopterede straks ideen og gjorde det samme. Hvilket sådan set ikke ville være et problem, hvis han kom hjem fra arbejde klokken to som vennen gjorde. Men når man ynder at sove fra klokken halv fem indtil maden står på bordet, så er der lagt op til logistiske problemer i en familie med to børn.

Resultat blev forudsigeligt nok, at jeg var den sure kone, der krævede deltagelse på hjemmefronten for at afværge ulvetimen. Og som tak fik jeg en mand, der faldt i søvn henover pastaen.

Så hvad kunne løsningen være? Den kom til mig på vej hjem fra juleferie. I flyet læste jeg Berlingske Tidendes tema om, hvordan vi kan bevare velfærdssamfundet. De havde interviewet forskellige eksperter, der kom med forslag til, hvordan vi kan løse problemet med et ønske om at bevare velfærden, når arbejdsstyrken bliver mindre. En af løsningerne er – som vi har hørt før – at arbejde mere.

Hvem husker ikke Helle og Villys kampagne sidste år? Arbejd 12 minutter mere om dagen – eller en time mere om ugen. Mere skulle der ikke til for at afværge besparelser på velfærden.

Tænk, hvis man overførte 12 minutter om dagen-ideen til hjemmet. Tænk hvis man(d) sov 12 minutter mindre, og fik lidt fra hånden i den tid. Smurte en madpakke, fyldte en vaskemaskine. Strøg sin partners kjole, eller gav hende lidt fodmassage. Som forfatteren Kathy Lette siger, så er der endnu ingen mand, der er blevet slået ihjel af sin kone, mens han var i færd med at støvsuge.

Det kan godt være, at Interflora har patent på udtrykket ”Husk, hvad blomster kan gøre” – men det ville være så nemt at lade sig inspirere af sloganet.

Og hvis de 12 minutters arbejde er for meget at forlange kan man(d) også bare gøre noget andet: Overlade middagsluren til hende.