Noget af det interessante at blive konfronteret med som single mom er ens gifte veninders reaktion. Ikke på selve skilsmissen og hele den følelsesmæssige rutsjebane man befinder sig på, men på, hvordan det må være at dele børnene med en eksmand. Eller især det at have dage uden sine børn.
På et tidspunkt under et kaffeslabberas kommer spørgsmålet uværgeligt: ”… nu ved jeg godt, at du sikkert savner dine børn, når de er hos deres far – men er det ikke SKØNT at have lidt tid til sig selv?”. Jeg tror de forestiller sig, at jeg på mine fridage lever i et champagnebrusende univers omgivet af palmebladsviftende ungersvende med olieindsmurte overkroppe. Mindst.
Mit svar til dem (veninderne, altså – ikke ungersvendene) er ja, det er dejligt at have lidt tid alene. Meget skønt endda. Jeg nyder at smide mig på sofaen og spise havregryn til aftensmad. Ikke at blive afbrudt af børn, hvis maver først begynder at skrige på mad netop i det øjeblik min telefon ringer. Ikke at falde over Sylvanian Families og ZhuZhu Pets på badeværelset. Ikke at komme til at støvsuge hamsteren op i et mislykket forsøg på multitasking (jo, det er desværre sket IRL).
Men som enhver, der har prøvet at være alene med sine børn ved, så er det hårdt tiltrængt og absolut velfortjent efter at have været på i en hel uge. Nu er mine børn halvstore og til dels selvhjulpne, men der er stadig så mange ting, som de skal have hjælp til og som skal gøres. Og lige meget hvor stort og godt ens netværk er, så kommer der bare tidspunkter, hvor det går op for en, at man er helt alene om ansvaret og feberredningerne.
Som nu i morges, hvor jeg vågnede op til snestorm og en kvart-sløj datter. Netop i dag var det ikke en option at blive hjemme fra arbejde, og min datter er ikke helt stor nok til at være alene hjemme. Ergo måtte hun med. Men hvordan? Bilen, som deler jeg med min eksmand, kører ikke i øjeblikket, da den står underdrejet i permafrosten med et fladt batteri (der igen hører sammen med føromtalte spektulære måde at ødelægge biler på) Busserne kørte ikke, børnenes cykler stod hos deres far.
What to do?
Her er det, at hjælpen har det med at indfinde sig på magisk vis, når man er enlig mor. Det er som om, at universet belønner en med uforudset hjælp som kompensation for, at der ikke er en (ægte)mand at trække på.
For anden dag i træk sms’ede jeg min kollega om jeg mon kunne få et lift. For anden dag i træk var der limousineservice i en opvarmet bil og hæderlig musik på anlægget. Og som om det ikke var nok, blev vi oven i købet fragtet hjem igen – med et tilbud om kørsel igen i morgen.
Random act of kindness, måske, men det fik hele min dag til at hænge sammen. Taknemmelighed er ikke for stort et ord til at beskrive, hvordan jeg har det.
Jeg tror søreme, at jeg finder mine fluffy mules og et glas vin frem i aften og sender en tak ud i universet fra sofaen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar