Hverdagsglamour!

Jeg tog bilen på arbejde i dag. Efter tre dages cyklen frem og tilbage til arbejde i strid modvind havde jeg ærlig talt betalt aflad nok for samtlige 400 gram Peter Beier-chokolade, som jeg havde nedsvælget siden Valentines dag.

Jeg elsker nemlig at køre bil. Det er herligt politisk ukorrekt, når man som jeg bor under to kilometer fra arbejdspladsen. Der er ikke engang nogen tidsbesparelse. Og ungerne synes det grænser til det latterlige, at jeg kører dem 75 meter til skole og sætter dem af.

Men der er særligt én ting, der er helt vidunderligt ved at køre bil: At skråle med på musikken.

Højt, falskt og tåkrummende dårligt er den stil jeg dyrker. Men eftersom jeg hverken har Blachman eller Pernille med Pandehåret siddende ved siden af mig, kan det være ligegyldigt.  

Desværre havde jeg lavet en feng shui på cd-samlingen i bilen, så jeg var henvist til at høre radio. Og midt i eftermiddagstrafikken drønede Alicia Bridges I love the Nightlife ud i bilen. Guddommelig discomusik!

Pludselig sad jeg ikke i 40-års frakken (som alle fornuftige dynefrakker vist bliver kaldt) og min nydelige sorte kjole. Vejret var ikke gråt, jeg var ikke på vej ud af Nettos parkeringsplads for at hente ungerne.

Nej, jeg var klædt i klædelig guldlamé og fantastiske stilletter, var jeg. Lipglossen glimtede om kap med alt for meget blå øjenskygge, pandehåret var fønet på plads og jeg havde lige bestilt en cosmopolitan i baren. Som jeg ikke havde tid til at drikke, fordi jeg fyrede den max af på dansegulvet – Travolta style. Og mændene? De havde travlt med at vise både selvangivelse og sixpack’en frem. Suk.

Henne ved ungernes sfo blev jeg ramt af hverdagen igen. Æblebåde og rugbrødsmadder blev delt ud til de sultne horder. Ærlig talt ikke særlig glamourøst, så jeg pakkede skoletasker, madkasser og børn sammen og besluttede mig for, at der i dag måtte ske noget andet.

Popcorn, ’drinks’ med sugerør og citronskiver på kanten var baren. Der blev fyret op for 70’er disco på Youtube, og der blev danset igennem med ungerne. Det tog fire gange så lang tid at lave mad, for vi skulle høre de samme sange igen og igen og danse til dem.

Det var skønt, det var sjovt, og mine børn troede jeg var blevet lettere vanvittig. Der var ingen ubehagelige krav om sund mad efter skoletid, ingen oprydning elle lektielæsning. Der var kun opfordringer til at give los på ’dansegulvet’.

Og det bedste? Der var ingen diskussioner med de små om sengetider eller at der skulle vaskes op.

Discomusik kan redde verden. Eller i hvert fald min hverdag.

Du får linket til videoen med Alicia Bridges. Nyd den. Også teksten.

http://www.youtube.com/watch?v=QkjzV4oCkkg

Har jeg fået pest? Er jeg blevet spedalsk? Nå, nej – jeg er bare ved at blive skilt!

Du har sikkert hørt fra folk, der har været alvorligt syge, hvordan de oplever, at andre ikke tør nærme sig dem. At der kun bliver spurgt til de allermest banale ting alt imens det store Sygdoms-ord behændigt bliver undgået. Og du har sikkert også tænkt, at hvis du nogensinde skulle møde en, der er så uheldig at blive ramt af cancer, Parkinsons, blodpropper, whatever, så ville du ikke være en af dem, der ikke turde spørge ind til det. Du ville være nærværende, ville du. Omsorgsfuld og nysgerrig. Men strækker din omsorg sig også til en skilsmisseramt mor? Læs videre og tænk over det.

Nu er jeg heldigvis ikke syg. Jeg er bare ved at blive skilt. Men det jeg oplever på den sociale scene, får mig til at mistænke mig selv for at være inficeret med noget smitsomt. Det betyder også, at det at hente børnene i sfo’en nogle gange bliver en helt religiøs oplevelse. På et tidspunkt, troede jeg, at jeg uforvarende havde skiftet navn til Moses samtidig med, at jeg skiftede adresse, sådan delte (forældre)vandene sig, når jeg kom ind i sfo’en. Fædre nikkede høfligt og kiggede væk, mødre fik travlt med at tale med pædagogerne, og der blev langt imellem harmløs chit chat med de gifte forældre. Der er ikke længere nogen der spørger ’skal vi ikke snart drikke en kop kaffe’, ingen ’kommer I ikke over og spiser’. Jeg føler mig i skolesammenhæng som en outcast. I hvert fald, hvis jeg stiller mig hen i den gruppe, hvor jeg hidtil har følt mig hjemme – hos de lykkeligt gifte.

Kort sagt, så oplever jeg alt det, som man med jævne mellemrum kan læse om i damebladene, når de kører et skilsmissetema, nemlig at man som single mom langsomt, men sikkert ændrer social status i en gruppe. Det er trygt når man er gift – i hvert fald for alle andre. Man har sin plads som XX’s kone, der bor på XX-vej og laver XX. Men nu, hvor jeg ikke længere kan placeres i dette hierarki, så kan jeg mærke, at jeg bliver vurderet på en helt anden måde.

Jeg kunne i lang tid ikke forstå, hvorfor de få enlige kvinder der er i børnenes klasser altid er så smarte. Nu står jeg selv og tjekker mig i spejlet, inden poderne bliver hentet. Slut er de dage, hvor jeg afleverede børn uden makeup og i halvgrimt tøj. For man bliver set an, gør man. Ser jeg for afslappet og ikke makeup’et ud, ser det ud som om jeg har givet op og er dybt deprimeret. Hvis min læbestift derimod er for rød, ser det ud som om, jeg er på jagt mellem fædrene. Med andre ord er det svært at vinde dette game.

Jeg overvejer seriøst at få lavet et par badges, hvorpå der står ”NEJ, jeg er ikke ude på at score din mand” – eller ”NEJ, jeg bryder ikke sammen i krampegråd, hvis du spørger, hvordan jeg har det”.

For jeg nægter at ligne en undskyldning for mig selv, når jeg tropper op i skolesammenhæng. Jeg er ikke stakkels. Jeg får en hverdag med to børn til at hænge rigtig fint sammen. Jeg har overskud til at lægge øre til andres beklagelser over livet. Jeg tager gerne ud og hjælper mine singleveninder (en voksende gruppe, i øvrigt) med små praktiske jobs i hjemmet, der hidtil har krævet en mand. Mit hjem er både hyggeligt og rart at være i. 

Og jeg lover, kære gifte kvinder, at jeg ikke sender lange blikke efter jeres mænd. Til gengæld må I gerne spørge mig oprigtigt, hvordan det går med mig.

Måske skulle jeg lægge det ud på Forældreintra.